Vi modtager også EAN-betaling  

Search Site
Your Shopping cart is empty.
Om Familieleg.dk

 

Allerførst: Hvordan kommer jeg i kontakt med familieleg.dk?

Du sender en mail direkte til Lene Just på lj@familieleg.dk.

Du er også meget velkommen til at ringe til mig på tlf. 40 715 815.

 

Skal jeg så igennem 117 omstillinger, før jeg får dig i røret?

Nej, dét lover jeg, at du ikke skal. Jeg sætter en stor ære – og kæmpe fornøjelse – i at drive familieleg.dk selv, og jeg elsker alle de kasketter, der følger med: Jeg tager på messer selv, udvælger og køber ind selv, pakker (næsten) alle varer selv – og når, du ringer til mig, så er det mig, du får i røret med det samme – og du er altid velkommen, både på telefonen og mailen, hvis der er noget, du er i tvivl om eller vil have mere at vide om.  

 

Nu er familieleg.dk jo godt nok en webbutik, men hvorhenne i

landet sidder du – og har du et showroom, jeg kan besøge?

Jeg driver familieleg.dk fra vores skønne gård i Klarup lige udenfor Aalborg. Helt præcist fra en af sidebygningerne. Du er altid velkommen i mit showroom – men ring lige og bestil tid først. Så vi jeg glæde mig til at se dig – jeg har altid en kop varm thé og kaffe på kanden.

 

Hvorfor skal jeg handle hos dig?

Hvorfor skal du da ikke? Hvis du er forælder til et barn, der er stor nok til aktiv leg, så kan jeg næsten garantere dig, at du ikke finder et udvalg som mit nogen andre steder.

Uanset hvad jeg laver og uanset hvad jeg køber så tager jeg udgangspunkt i hele familien

-         det betyder høj kvalitet og høj legeværdi.

 

Hvem henvender du dig specielt til?

Min målgruppe er familier med børn, hvor børnene er store nok til at deltage i en aktiv leg (fra ca. 5 år over teenagealderen til voksne/forældre). Der er så mange, der henvender sig til familier med helt, helt små børn -  men hvor skal vi med større børn så gå hen? Jeg har selv oplevet at udvalget er meget begrænset til de større børn. Nogle vil måske påstå, at børn alligevel holder op med at lege når de bliver større, men dén køber jeg ikke. Jeg kender ikke nogen, der ikke bliver ved med at have lysten til at lege, hvis legen bare er sjov nok - gør du?

 

Har du selv børn?

Ja heldigvis. Min mand og jeg har to skønne børn: Christian på 13 og Benedicte på 11. De er begge to meget nysgerrige på leg, aktivitet og bevægelse – og dét inspirerer mig hver eneste dag. Uden dem var jeg aldrig kommet på ideen med familieleg. 

 

Er du så sådan en mor, der selv er smaddergod til at lege?

Jeg er en mor som alle andre mødre: Jeg forsøger at gøre det bedste, jeg kan, men jeg har ikke altid tid – og mine børn har også hørt mig komme med den der:  Liiige om 2 minutter skat, så skal jeg være der’.

Når dét så er sagt, så vil jeg sige, at jeg TAGER mig tid, fordi jeg ved hvor vigtigt det er at lege  – og så hjælper det også, at mit eget indre barn ikke ligger så langt væk. Jeg elsker at lege og lave sjov. Jeg giver den gerne som heks med sorte tænder til Halloween-fest i skolen, og jeg springer gerne rundt i haven herhjemme for at gribe flødeboller fra vores hjemmelavede flødebollekaster.

 

Hvad betyder det for jeres familieliv?

Sådan helt, helt konkret så betyder det, at vi har en rigtig god og positiv kommunikation med hinanden. Fx kan vi få sagt nogen ting til hinanden, som vendt på en anden måde, ville kunne skabe konflikter - men får man sagt tingene på en god og positiv måde (gerne krydret med lidt humor),  så glider tingene bare lettere ned.  Det giver færre konflikter, og dét er ret vigtigt for sådan nogen som os, der har to præteenagere i huset …

 

Så det, du i virkeligheden sælger, er et bedre familieliv?

Jeg brænder for at få familier til at få en positiv kommunikation med hinanden, opleve større nærhed og blive rørt fysisk samtidig. Det gør man bedst ved at komme ud og lege og motionere sammen. Til det skal man bruge nogle redskaber – og dem sælger jeg. Den sjoveste måde at motionere på er at lege – har du fx ikke selv prøvet det der med at være helt udkokset og falde udmattet om i græsset af grin efter en omgang langbold, rundbold eller kofodbold?

 

 

 Kan du give mig garanti på det – altså et bedre

 familieliv - for det lyder da helt fantastisk?

Jeg kan give dig et hundrede procent garanti på at leg virker! Børn i alle aldre føler sig set, hørt og elsket når du og jeg leger med dem.  Leg er lig med ’Jeg elsker dig’ på børnesprog – det gælder uanset om barnet er 5 eller 15. Leg skaber samhørighed og forståelse. Det gør livet sjovere - og nemmere – for enhver børnefamilie. Det lover jeg dig.

 

 

Hvis jeg nu gerne vil have gode råd og tips til mit eget

familieliv, kan jeg så også købe det hos dig?

Desværre nej – til gengæld kan du få dem gratis. Det eneste, du skal gøre, er at tilmelde dig mit nyhedsbrev. Allerede når du tilmelder dig får du min mini-e-guide ’5 Fordele Familier, Der Leger Sammen Har’. Direkte i din indbakke. Herefter vil jeg løbende titte frem i din indbakke med tips, tricks, sjove idéer, opskrifter og aha-oplevelser. Men kun når jeg har noget på hjerte, som jeg ved har værdi for dig og din familie – jeg hader også spam.

 

 

Til allersidst: Er jeg en dårlig forælder, hvis jeg ikke altid orker at lege med mine børn? Og hvor meget skal man egentlig lege for at være en ’god nok’ forælder?

Som jeg også skriver i min gratis e-guide til dig: Et nej er også en kærlighedserklæring til dit barn. Lad være med at lege når du ikke orker: Vær i stedet en god igangsætter og giv gerne inspiration. Og så er livet heldigvis så finurligt indrettet at nærheden også ligger i alle de små bitte ting: At sidde sammen omkring et bål i haven, at gå en tur eller at skrælle kartofler og gulerødder sammen før aftensmaden. Leg i timevis hver dag er ikke et krav. Leg er lyst.